Vælg en side

Medier for alle – Lærervejledning til begyndere

Hvor skal man starte?

Det vil du få en række bud på her. Siden her er til læreren, der vil have en vejledning i at få godt begyndt med eleverne omkring brugen af indhold fra nettet, som ikke er egenproduceret.

Målgruppen er elever fra de mindste klasser, men flere af de ting I arbejder med her, er også praktiske at kende på større klassetrin.

Ressourcekanaler på Skoletube

Det første sted at begynde med at bruge medier som man ikke selv har lavet, kan være i Skoletubes ressourcekanaler.

Disse kanaler med et udvalgt og målrettet indhold, sikrer jer en sikker start og et godt fagligt indhold.

Ved at eleverne hver især tilmelder sig en bestemt ressourcekanal, har du sikkerhed for at alle eleverne har det indhold, de skal bruge, og du har automatisk gjort det nemt for dig og eleverne at arbejde i en lang række værktøjer. For på Skoletube vil du kunne indsætte indhold fra ressourcekanaler direkte i en lang række værktøjer; film og billedfortællinger med WeVideo, præsentationer i Slidemaker, forklaringer og præsentationer i VoiceThread, tidslinjer i Tiki-Toki og mange andre.

Det betyder, at dine elever slet ikke har behov for at søge efter indhold udenfor den tilrettelagte samling af medier, som de må bruge.

Opgave 1. Min første ressourcekanal

Den første opgave går ud på at eleverne tilmelder sig en ressourcekanal og derefter bruger indholdet fra kanalen til en besvarelse i præsentationsværktøjet Slidemaker.

Opgaven er beskrevet til eleven her.

  • Se introfilmen
  • Gå med eleverne på Skoletube, hvor de logger sig ind.
  • Bestem hvilken kanal eleverne skal tilmelde sig, fx Aalborg Zoo, Hammershøi, Læseraketten eller Statens Museum for Kunst.
  • Lad eleverne gå ind i Slidemaker og oprette en ny præsentation, hvor de skal indsætte et billede og en tekst til billedet på 5 sider.
  • På sidste side skal de skrive hvor de har billederne fra, og udgive deres præsentation til klassens kanal.

Varighed: 45 minutter.

Lav din egen ressourcekanal

Har du selv en smule kendskab til Skoletube, kan du også sagtens selv lave en ressourcekanal med udvalgte medier. Gør du det, vil vi anbefale at det er en kanal med egne materialer, CC0-materialer eller materialer der må bruges efter aftale, fx Jernbanemuseet, Silkeborg Kommune m.fl.

Laver du en ressourcekanal med cc-by indhold kræver det jo at indholdet også bliver krediteret hvis det bruges af eleverne, og den del har vi ikke introduceret dem for endnu.

Ekstra opgave

En ekstra-opgave til elever og dig kan være, at du laver en ressourcekanal. (Medierne skal være dine egne eller medier udgivet under CC0-licensen, for du har ikke lært dine elever at kreditere endnu). Det gør du ved først at oprette en klassekanal på Skoletube, som du derefter uploader medier til.

Herefter skal eleverne på samme måde som før, hente indhold fra kanalen ind i en præsentation.

Med denne øvelse har du lavet en mediesamling, som passer perfekt til den opgave du stiller, og både materialerne og opgaven kan du bruge igen eller dele med en kollega. Opgaven er derfor også en træning til dig i at tilrettelægge en mediesamling, der understøtter din opgave.

På egen hånd – for første gang

Når dine elever skal på jagt efter billeder for første gang, så skal fortællingen om Creative Commons ikke nødvendigvis med. Det er ikke 1.klasses elever, der har glæde af at kende Creative Commons licenserne.

Vores forslag til at gå på nettet på egen hånd er derfor at starte med Pixabay eller Unsplash. Begge tjenester bruger CC0, som licens, hvilket betyder, at eleverne, trods små fejl med krediteringen, ikke kommer galt afsted i forhold til licensbetingelserne. Unsplash er lækrest og nemmest, mens Pixabay gør det muligt for eleven at søge med danske søgeord.

De kan nemt komme i gang med at søge og hente billeder, og krediteringen kan helt udelades i de første opgaver.

Opgave 2. Mit første billede.

Opgaven er beskrevet for eleverne her.

Opgaven går ud på at hente et billede på Pixabay, som de efterfølgende kan vise til deres klassekammerater ved at uploade billedet til klassens kanal.

  • Du viser eleverne portrætfilmen til Pixabay, og lader herefter eleverne besøge siden sammen to og to, for der bliver masser at snakke om for de to, når billederne overvælder dem.
  • Eleverne henter et billede, og opgaven er derefter blot at uploade billedet til klassens kanal, der er ganske brugervenlig for de mindste.
  • Når I ser hinandens billeder kan eleverne skiftes til at fortælle hvorfor de har valgt det billede (eller de billeder – for opgaven kan gentages, sådan at alle når i mål med ét billede).
Opgave 2. My first picture

Opgaven er beskrevet for eleverne her.

Opgaven går ud på at hente et billede på Unsplash, som de efterfølgende uploader til en præsentation, der udgives til klassens kanal.

  • Du viser eleverne portrætfilmen til Unsplash, og lader herefter eleverne besøge siden sammen to og to, for der bliver masser at snakke om for de to, når billederne overvælder dem.
  • Eleverne bruger nu deres ordforråd på engelsk til at søge efter billeder.
  • Eleven downloader et billede, og opgaven er derefter at oprette en ny præsentation i Slidemaker, indsætte billedet og måske skrive navnet på fotografen, – og når dette er gjort 2-5 gange udgiver eleven sin præsentation til klassens kanal.
  • Når I ser hinandens præsentationer kan eleverne skiftes til at fortælle hvorfor de har valgt det billede.

Smarte værktøjer

Det næste trin kan være at tilrettelægge opgaver i de værktøjer på Skoletube, der har smarte muligheder for at trække cc-indhold ind i selve programmet mens man arbejder. Det kan tegneserieværktøjet Pixton, fortællings- og præsentationsværktøjet Powtoon, tidslinjeværktøjet Tiki-Toki og samtale- og præsentationsprogrammet VoiceThread.

Ved at bruge disse programmer kan eleverne dermed lære at søge i sikre omgivelser, og selv om programmerne ikke laver fyldestgørende kildeangivelser, kan det være en god måde at sikre at indholdet er CC-licenseret.

Hvis du efterfølgende vil lade eleverne arbejde med at sætte kildeangivelse ind i deres besvarelse, kan du vise eleverne videovejledninger om netop kreditering i disse programmer.

Opgave. Smarte værktøjer

Opgaven går ud på at eleven lærer funktionen med at kunne importere cc-billeder direkte ind i det værktøj, som I arbejder med. Funktionen findes til værktøjerne Pixton, Powtoon, Tiki-Toki og VoiceThread.

  • Du viser eleverne portrættet Smarte Værktøjer.
  • Se den film, der handler om det værktøj I skal arbejde med.
  • Gå i gang en opgave der udnytter denne smarte import.
  • Udgiv arbejdet til klassens kanal.

Hvis I skal arbejde med Pixton kan du vise eleverne opgaven her.

Udlært som begynder

Når du sammen med dine elever har lært jer at bruge indhold fra ressourcekanaler, hente billeder under CC0 på Unsplash og Pixabay, hvor I noterer ophavsmandens navn, når I bruger deres billeder, og har lært at udnytte de integrerede søgefunktioner i Skoletubes smarte værktøjer – er du og dine elever udlærte begyndere, hvis man kan sige det sådan.

Man kan også kalde eleverne for klar til at blive øvede.

Undervejs i denne proces, der sagtens kan tage flere år, har I måske snakket om hvorfor I har brugt ressourcekanaler og udvalgte værktøjer og samlinger. Du kan rose dine elever for ikke at have hentet hvad som helst, fra hvor som helst. Men du kan også forklare dem, at det jo handler om at I har fået lov til at hente fra ressourcekanaler, Unsplash/Pixabay og Flickr via programmerne, og at Creative Commons venter forude som et værktøj med uanede muligheder.

Tillykke. Du er klar til at gå videre

Nu er du klar til at gå i gang med lærervejledningen til de øvede. Rigtig god fornøjelse.